Indblik er i denne uge skrevet af advokat Helle Larsen, Advokathuset Helle Larsen A/S.
For noget tid siden blev jeg kontaktet af en person, der havde været skilt et stykke tid – lad os kalde hende Henriette. Sammen med sin tidligere ægtefælle havde hun ejet en fast ejendom, som det havde været svært at sælge.
Nu var ejendommen solgt med bankens accept til en pris, der betød, at Henriette og hendes tidligere ægtefælle stadig ville komme til at skylde banken cirka 100.000 kroner. Derudover havde Henriette betalt alle udgifterne vedrørende huset, siden ægtefællen flyttede. I nogle måneder efter samlivsophævelsen boede Henriette i huset, men hun flyttede derefter.
Udgifterne til ejendomsskat, ejendomsforsikring og lån i ejendommen var på cirka 6.000 kroner om måneden. Derudover kom udgifter til el, vand og varme.
Henriette havde altså brugt en hel del penge, som hun mente, at den tidligere ægtefælle skulle kompensere hende for i et eller andet omfang. Den tidligere ægtefælle var imidlertid ikke villig til at betale, og i det hele taget var parterne uenige om alt.
Hvad har du krav på?
Henriette var enig i, at hun i den tid, hun havde boet i ejendommen skulle betale en ”husleje”, og at det i den periode svarede meget godt til de samlede faste udgifter i ejendommen. Nu syntes hun imidlertid, at det ville være rimeligt, hvis hun blev kompenseret for, at hun, efter begge var flyttet fra ejendommen, havde sørget for at betale alle udgifter, idet den tidligere ægtefælle ikke havde betalt noget til huset.
Henriette ville gerne have hjælp til at få banken til at acceptere, at hendes tidligere ægtefælle skulle være eneste debitor på restgælden eller til at inddrive hendes tilgodehavende hos den tidligere ægtefælle.
Udgifterne i salgsperioden var i alt 100.000 kroner, gælden var nedbragt med cirka 30.000 kroner, og der var et rentefradrag i alt på cirka 25.000 kroner, som var blevet fordelt mellem debitorerne med halvdelen til hver. Henriettes tidligere ægtefælle havde således fået et rentefradrag med en skatteværdi, selv om han ikke havde betalt en krone.
Jeg måtte sige til Henriette, at hun ikke havde krav på, at banken skulle frigøre hende fra gældsforpligtelsen. Når en bank har to skyldnere, der hæfter for gælden, er de ikke forpligtede til at dele gælden mellem skyldnerne i tilfælde af for eksempel skilsmisse. Og i det her tilfælde ville banken da heller ikke dele restgælden op. Hvis Henriette i stedet indfriede hele gælden, ville hun få ret til at indkræve ”den for meget betalte del” hos sin tidligere ægtefælle. Hun ville have det, der hedder regres; men et sådant krav er jo ”kun” noget værd, hvis den anden kan og vil betale.
Principielt havde Henriette derudover et krav på, at den tidligere ægtefælle deltog i betalingen af udgifterne vedrørende huset i den tid, hvor ingen af dem boede der. Det kan man regne ud som halvdelen af de afholdte udgifter – altså 50.000 kroner, og så ville Henriettes tidligere ægtefælle have krav på at få andel i både værdien af rentefradraget og nedbringelsen af gælden i perioden.
Når den du bliver skilt fra ikke vil betale
Henriettes tidligere ægtefælle ville dog ikke anerkende, at han skulle betale noget. Det betød, at Henriette for det første skulle opnå et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag og dernæst inddrive beløbet.
En sådan retssag – der teknisk ville kunne køres som en retssag efter ægtefælleskifteloven – kan Henriette ikke få retshjælp til fra sit retshjælpsforsikringsselskab, og idet hendes indkomst overstiger fri proces-grænsen, kan hun heller ikke få fri proces til sagen.
Det betyder, at Henriette kan komme i den situation, at hun faktisk ikke har råd til at turde forsøge at få skabt retsgrundlaget for at inddrive pengene. Hvis hendes tidligere ægtefælle ikke ejer noget af værdi, så vil Henriette jo – selv om hun havde fået medhold i retten – skulle betale sin egen advokat, og derefter godt nok have et tilgodehavende hos den tidligere ægtefælle både vedrørende opgørelsen efter salget af huset og sagens omkostninger, men uden udsigt til at kunne inddrive beløbet.
Kontakt advokaten inden du flytter
Hvis Henriette havde henvendt sig til en advokat, der dels vidste noget om fast ejendom, belåning og skat, dels om ægtefælleskifte, inden hun valgte at flytte fra ejendommen, kunne hun muligvis være sluppet billigere.
Hun kunne være blevet rådgivet om, at hvis hun blev boende, ville hun i hvert fald ”slippe for” at skulle betale både til den bolig, hun flyttede til og boede i, og den, hun ejede halvdelen af. Dernæst kunne man have ansøgt skat om ændring af fordelingen af rentefradraget.
Jeg måtte derfor sige til Henriette, at hun havde valgt den dyrest mulige løsning. Og fordi hendes indkomst oversteg fri proces-grænsen på 329.000 kroner, ville det være en økonomisk risiko for hende at anlægge sagen, idet vi måtte antage, at det ville være vanskeligt at inddrive et tilgodehavende hos hendes tidligere ægtefælle.