I denne uge er Indblik i Boligmarkedet skrevet af sekretariatschef, cand. polit. Curt Liliegreen, Boligøkonomisk Videncenter.
Diskussionen om en afskaffelse eller begrænsning i adgangen til de afdragsfrie lån kører igen. Men dette er et farligt emne at tage op i en politisk diskussion.
I de sidste dage har politikerne igen rejst diskussionen om, hvorvidt man skal forbyde de afdragsfrie lån eller begrænse adgangen til dem. Diskussionen er opstået, fordi man angiveligt har opgivet at udarbejde en såkaldt ”Tilsyns- diamant” for realkreditten svarende til de leveregler, man har opstillet for pengeinstitutterne. Frygten for en forskelsbehandling af låntagerne alt efter geografi og indkomst har her spillet ind for det politiske valg. Vil man ikke anvende en ”Tilsyns-diamant”, er alternativet en direkte regulering. Man kan forestille sig en lånegrænse på XX % for, hvor meget de afdragsfrie lån må udgøre ved låneoptagelsen i forhold til boligens værdi.
Det er et vanskeligt problem. Når man på den måde skaber usikkerhed om den fremtidige finansiering på boligmarkedet, risikerer man at lægge gift for det opsving, vi alle så brændende ønsker os. Boligmarkedet reagerer på forventninger, og man skal ikke være nogen Einstein for at indse, at en begrænsning i den likviditetsmæssigt billigste finansiering får konsekvenser for boligpriserne. Boligkøberne kan så være delt mellem ønsket om at købe straks og hamstre et af de attråede F1 lån uden afdrag(med risiko for efterfølgende voldsomme dummebøder fra realkreditten i form af bidragsstigninger og kursskæring) eller at vente til senere, når et eventuelt prisfald på boligerne er slået igennem. Det er svært at spå om, hvad politikerne finder på, og om hvordan markedet reagerer, men mon ikke den forsigtige boligkøber opgiver at gennemskue det, og i stedet venter, til det hele er afklaret? Med andre ord, en ny pause til boligmarkedet.
Spørgsmålet om, hvordan priserne vil reagere, er interessant. Før boligboblen brast, holdt økonomerne stædigt fast i modeller for huspriserne, hvor afdragene ikke spillede en rolle overhovedet. Siden er man blevet klogere, og i de danske modeller indregner man nu delvist effekten fra de afdragsfrie lån. Måden er ikke voldsomt overbevisende, og modellerne savner at blive formuleret regionalt, og at tage mere eksplicit højde for den finansielle sektors kreditrationering og de psykologiske mekanismer omkring forbrugernes forventningsdannelse. Kort sagt: Vi kan ikke være bombesikre på, at det modellerne fortæller os, også bliver resultatet. Det gør et politisk indgreb til et vovestykke, hvor økonomerne og embedsmændene nok vil postulere, at de ved, hvad der sker, men hvor udfaldet godt kan blive ”noget” anderledes. Tør man nævne dagpengereformen, der kom til at koste 34.000 ledige dagpenge retten, mod regeringens bud på nogle få tusinde? Ironisk nok rasede venstrefløjen mod dette indgreb, men samme fløj er nu parat til at bakke et andet indgreb op, hvor virkningen er lige så vanskelig at forudse.
Det er både relevant, seriøst og ansvarligt at diskutere, hvad vi i Danmark gør i forhold til den voldsomme optagelse af afdragsfrie lån, der går stik mod, hvad vi ser i en række andre lande efter finanskrisen. Ingen tvivl om det. Men det er også en diskussion, der skal times rigtigt, og som ikke må stå i vejen for, at det danske boligmarked og den danske samfundsøkonomi kan hele sårene efter krisen. Derfor er det vigtigt, at man i ejendomssektoren ikke selv bidrager til, at politikerne tror, ”den hellige grav er velforvaret”, ved at fremmane et billede af overdreven optimisme, trusler om ”boligbobler” og tale om, hvor godt det hele er vendt fremad. Den slags tale kan sprede et falsk indtryk af, at man roligt nu kan stramme op overfor boligmarkedet. Dertil er tiden ikke inde endnu.
Få de vigtigste bolignyheder i indbakken
