Indblik er i denne uge skrevet af Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Kredit.
Nogle pensionister oplever, at det er svært at opnå den ønskede levestandard, når de forlader arbejdsmarkedet, da indkomsten ofte tager et dyk. I det tilfælde kan det give god mening at supplere indtægten med et nedsparingslån eller et tillægslån i boligens friværdi.
Men hvilke forhold skal man være opmærksom på, hvis man planlægger at leve af sin friværdi?
Inden man sætter murstenene på menuen, er det først og fremmest en god idé at kende lidt til reglerne på området og til bankernes tankesæt, da det øger sandsynligheden for, at murstensspisen bliver en god oplevelse.
Derfor anbefaler vi, at man kontakter sin bank i god tid inden man nærmer sig pensionsalderen, og at man sammen får lagt en plan for familiens gæld. Det skaber tryghed og overblik, men også fokus på de forhold, man skal være opmærksom på, hvis friværdien skal supplere det fremtidige budget.
Hvornår kan man få et nedsparingslån?
Når realkreditinstituttet vurderer, om det er forsvarligt at give et lån, kigger de altid på kundens rådighedsbeløb, formue og gældsfaktor. Dertil kommer ejendommens værdi og vedligeholdelsesstand.
Ofte er det gældsfaktoren og rådighedsbeløbet, der giver udfordringer for pensionisterne. Normalt falder indkomsten nemlig, når man trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og eftersom at gælden ikke gør det samme, får det rådighedsbeløbet til at skrumpe og gældsfaktoren til at stige.
Gældsfaktoren beregnes som kundens samlede gæld divideret med kundens indkomst før skat.
En stor formue kan opveje en høj gældsfaktor og forbedre rådighedsbeløbet, men realkreditinstituttet skal ifølge lovgivningen sikre sig, at formuen er stor nok, til at kunden kan klare sine økonomiske forpligtelser på både kort og langt sigt, og det er ikke altid tilfældet. Derfor er det heller ikke alle boligejere, der har mulighed for at belåne hele friværdien.
Hvor meget kan man låne?
En tommelfingerregel er, at man ikke bør planlægge at belåne sin ejendom med mere end 60 procent af boligens værdi, med mindre at man har en stor formue ved siden af, og for mange boligejere er det også nok.
I praksis sker det ved, at boligejerne lever af familiens andre pensionsmidler først kombineret med et friværdilån på op til 60 procent af boligens værdi, og derefter bruger resten af friværdien, den dag boligen skal sælges, og ejeren selv skal videre til noget mindre eller nemmere.
Har man løbende betalt afdrag på sin gæld, og har man modstået fristelsen til at optage alt for mange tillægslån, vil man almindeligvis være et godt stykke under grænsen på de 60 procent, den dag man går på pension. Både som følge af de løbende afdrag, men også som følge af de prisstigninger, som langt de fleste boligejere opnår undervejs i deres ejerskab. I det tilfælde vil man altså ofte have mulighed for at få et tillægslån.
Hold gælden under 60 procent af boligens værdi
Er gælden under 60 procent, er det desuden nemmere at få forlænget den afdragsfrie periode. Så må realkreditinstitutterne nemlig fravige de normale regler for kreditvurdering og tilbyde lån uden afdrag, hvis det er led i en nedsparing.
Er gælden over 60 procent, må realkreditinstitutterne derimod kun tilbyde eller forlænge afdragsfriheden, hvis boligejerens økonomi er stærk nok til at betale både afdrag og fast rente på alle lån i boligen, uden at rådighedsbeløbet bliver uacceptabelt lavt.
Yderligere en fordel ved belåningsgrader under 60 procent er, at det i mange tilfælde også giver mulighed for at blive i ejendommen, hvis eller når dele af pensionen udløber eller ægtefællen falder bort.
Anbefalingen er derfor, at man får lagt en plan for sin gæld i god tid inden pensionsalderen, og at man er bevidst om fordelene ved at holde gælden under 60 procent af boligens værdi. I det tilfælde er tillægslån og afdragsfrihed nemlig ofte muligt, også selv om indkomsten dykker, og i kombination giver det mange pensionister et godt fundament for en tryg seniortilværelse