Denne uges Indblik-artikel er skrevet af Mikkel Høegh, boligøkonom i Jyske Bank
Boligsiden har i sommerferien inviteret gæsteskribenter med indblik i boligmarkedet til at dele ud af deres viden og erfaring. Indholdet er alene udtryk for skribentens egne betragtninger og holdninger.
Jeg elsker ord – et af mine favoritord i forhold til boligdebatten er friværdisocialisterne. Et ord jeg desværre ikke selv er kommet på, men som Jonas Bjørn Jensen umiddelbart skal have kredit for i et debatindlæg han skrev i Politikken i 2021, i sin egenskab af politisk ordfører for Socialdemokratiet.
Men hvem er denne friværdisocialist egentlig? Det er folk, der har deres på det tørre enten i form af en ejerlejlighed, andelsbolig eller en reguleret lejebolig i byen, men som samtidig er optaget af, hvordan de unge mon skal få fodfæste i byerne, når man holder de stigende boligpriser in mente. Til trods for, at disse friværdisocialister har hjertet på det rette sted og har gode intentioner, er de i praksis en stor del af problemet i forhold til at sikre billige betalbare boliger. Forklaring følger.
Billige betalbare boliger hænger ikke på træerne
Det er nemlig ikke særlig nemt, at sikre billige og betalbare boliger i byerne. Det er et problem man gerne vil løse i samtlige europæiske storbyer. Uanset hvilken storby på europakortet ens fedtede finger dvæler ved, er manglen på billigere boliger et problem.
Til trods for mange gode meninger, rigtige intentioner mv. om at hjælpe unge mennesker på vej, er det ikke rigtigt lykkedes nogle steder at komme op med en brugbar løsning.
Få de vigtigste bolignyheder i indbakken
Problemstillingen kan nemt beskrives ved en kendt problemstilling i den økonomiske litteratur, som i høj grad er blevet anvendt til at forstå arbejdsmarkedet og fagforeningers betydning. Problemstillingen er dog i hovedtræk ret ens.
Friværdisocialisterne har magten
Det jeg tænker på er de såkaldte inside-outside modeller. Tager man udgangspunkt i arbejdsmarkedet er det insidere der er i job. Outsidere er dem der ikke er i job. Det er insiderne der har fat i den lange ende, idet de forhandler lønningerne. Det gør det svært for outsidere at komme ind, selv hvis de ønsker at arbejde for en lavere løn.
Modellen er således brugt til at forklare, hvorfor lønnen ikke falder, når der opstår arbejdsløshed. Modellen kan imidlertid også bruges til at forstå, hvorfor unge har svært ved at få fodfæste på boligmarkedet.
Til efteråret skal der være valgkamp. Et forslag i valgkampen forklarer problemet meget godt. Det forslag jeg tænker på er, forslaget om at der i København ikke må bygges højere end 5 etager. Det er med til at begrænse udbuddet af boliger og sikre værdien af de boliger som insiderne alias friværdisocialisterne har.
Bliver forslaget til virkelighed kommer der ikke pludselig et højhus på nabogrunden, der tager en del af udsigterne fra en eksisterende bolig. Det er jo nemt at sætte sig ind i, hvorfor det er behageligt for insiderne.
Den økonomiske implikation
De økonomiske implikationer af dette er imidlertid, at udbuddet af boliger ikke rigtigt kan stige i forhold til behovet. I storbyerne er der per definition ikke en masse ledig byggemoden jord. Derfor er man nødt til at bygge tættere og højere, hvis der skal være plads til flere.
Det er imidlertid insiderne der har fat i den lange ende. Dels fordi insiderne har stemmeret til kommunalvalget, hvorimod outsiderne har begrænset stemmeret, idet en stor del jo netop ikke bor i byen endnu, dels fordi de outsidere der eventuelt måtte bo i byen, udgør et mindretal i forhold til de insidere der har deres på det tørre.
Ja tak til modige beslutninger
Skal vi problemet til livs har vi brug for, at der bliver taget nogle flere modige beslutninger fremfor de mest populære løsninger. Eneste rigtige løsninger i forhold til økonomisk teori er, at man udnytter de knappe ressourcer bedst muligt.
I storbyerne er den knappe ressource jord. Derfor kommer vi ikke uden om at bygge tættere og højere også selv om de ikke lyder rart, for dem der er inde på markedet.
Er man ikke villigt til at sluge denne kamel, så kan hjertet nok sidde på det rette sted, men så er og bliver bekymringen for at de unge kan etablere sig i byerne tom snak og de billigere boliger bliver aldrig en realitet.