’Gemmeleg’ kunne der stå på facaden på Vedbæk Strandvej 493A. Huset står så langt trukket tilbage fra Strandvejen, at gemmeleg giver mening. Her forputter sig den skønneste, kuperede matrikel på 2.008 m2 i læ af trafik og naboer. Her er så stille, at man kan høre skovens duer og havnens måger tænke, når de flyver forbi. Med så stor en grund er der plads til et hus på 324 m2, en tennisbane, padelbane, pool, garager, fitnessafdeling, den smukkeste gammelbeplantning og sydvendte, kultiverede terrasser. Nattehimlen i vinterstuen Huset er fra 1969, men blev i 2008 ombygget til et moderne familiehus med så meget plads, at det hele ikke rigtig ved, hvor det selv ender. En større renovering er netop afsluttet, hvor den 100 m2 store syd- og vestvendte tagterrasse stadig klapper over sine nye planker og glasafskærmning. Det er et hus med masser af vinduer, masser af glas, masser af lys. Når mørket falder på, når nattehimlen falder ned i vinterstuen, så er man tilskuer til sit eget stjerneteater og Den Lille Prins på Månen. Teenageafdeling, au pair, forældre for sig. Masser af plads. Børn har en daglig fest her, ingen strandvejstrafik, der er børn i kvarteret, et aflukket kvarter gemt bag to separate porte få skridt fra stisystemer til sport, institutioner og skole. At begynde dagen lidt langsomt Vedbæk er en badetøffelby. Måske fordi Strandvejens matrikler bare glemmer at tage rigtige sko på. Vintermorgenbadere balancerer hjem med kardemommesnurrer og surdejsbrød fra Søly med uglet hår. Om morgenen har badebroen sine egne sociale regler. Her er nøgenhed slet ikke dramatisk. Folk nikker høfligt, stirrer ud mod Sverige, som er det helt normalt at stå barfodet i otte graders frost med en kop kaffe i hånden. Måske er det derfor, vedbækkerne bliver hængende herude. Ikke kun på grund af udsigten, vandet, fællesskabet, men fordi Vedbæk har lært noget, resten af verden har glemt, at en dag godt må starte lidt langsomt.