Indblik er i denne uge skrevet af Preben Merrild Angelo, adm. direktør i RealMæglerne.
Hvor mange år må det tage at overveje og undersøge, om det skal være motorvej 1, 2 eller 3, der skal forbinde A med B og C? Og om den overhovedet skal være der?
Eller om vindmøller må vige for naturen … og omvendt.
Tusindvis af danske boligejere oplever ekspropriationslignende vilkår, når linjeføringer til gavn for almenvellet gennemføres i det danske landskab. Det gælder linjeføring af veje, højspændingsledninger, jernbanelinjer – men også placering af nye vindmølleparker, grusgrave, solcelleparker og lignende.
Udfordringen er, at projekterne næsten altid tager uforholdsmæssig lang tid, og ofte er der ikke kun tale om én linjeføring og/eller placering … men mange.
Jo længere tid, det tager, og jo flere linjeføringer, der projekteres, des flere mennesker involveres, og mens det står på, lever alle i uvished for, om det sker det ene sted, det andet sted eller slet ikke.
Boligejere i Solbjerg venter og venter
Boligejere og jordejere kan i de meget lange høringsperioder ofte slet ikke sælge, og hvis de finder en køber, falder prisen. Det viser utallige eksempler rundt i hele Danmark.
I for eksempel Solbjerg syd for Aarhus har boligejerne i snart 10 år levet i uvished.
Ingen ved, om linjeføringen af den nye højhastighedsbane sker den ene, den anden eller den tredje vej.
Det samme gælder i øvrigt ved de nye højspændingsledninger og nye projekterede motorveje, eksempelvis den midtjyske motorvej.
Læs mere her: Fanget af streger på et kort
Grundloven bør gælde begge veje
Projekterne er beskyttet af grundloven og almenvellets interesser.
Grundloven beskytter de rettigheder jf. §73 stk. 1, som er grundlag for folks økonomiske eksistens. Man ejer i forhold til grundloven de ting, man har købt og ejer.
MEN hvis en kommune, stat eller region af hensyn til almenvellet mener, at en vej skal gå det ene sted (og ikke det andet), kan en grundejer ikke forhindre det, fordi vejen tjener et overordnet formål. Vejen tjener flere, end den skader, og heraf opstår almenvellets interesser.
For nogle boligejere kan det opleves som en lang Kafkask kamp.
Men hvor længe kan almenvellets interesser bevares og beskyttes i forhold til grundloven?
På et tidspunkt kan man – med udgangspunkt i grundlovens bestemmelser – mene, at nu skader det den enkelte mere, end det gavner almenvellet.
Som direktør for RealMæglerne oplever jeg igen og igen, at ejendomsmæglere i deres salgsopstillinger, og ikke mindst købsaftaler, er lovmæssigt forpligtet til at gøre opmærksom på snart den ene linjeføring og snart den anden.
Men det kan ikke blive særlig konkret, for det er stadig bare tre streger på et kort, og ingen ved hvem, hvad, hvor, hvorfor og hvornår. Det skaber tvivl og usikkerhed.
Giv statsforsikringer til boligejerne
Der bør være en øvre tidsgrænse for, hvor længe en stat, kommune og/eller region kan holde jord og boligejere i en økonomisk skruestik.
Selv om projekterne er langsigtede – og uanset udfaldet i sidste ende – har de fra første dag store konsekvenser for boligmarkedet lokalt.
Derfor: Kan grundloven ikke forsvare boligejerne tilstrækkeligt, må staten tegne ekspropriationslignende forsikringer, der kompenserer for den usikkerhed og de udsving, som trafikforlig på Christiansborg indiskutabelt medfører på boligmarkedet i boligområder lokalt.
En sådan forsikringsordning skal sikre, at kvadratmeterpriserne ikke presses i bund, og at boligsalget ikke går i stå, mens beslutningsprocesser trækker ud. Og det skal sikre, at man som køber ikke investerer i en lottokupon.
Købere, sælgere og ejere. Alle fortjener en lige og retfærdig behandling.