I denne uge er indblik skrevet af boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.
Drømmen om at blive husejer er opstået. Man har været en tur forbi banken. Der er blevet lagt et budget, og man er nu den glade ejer af et boligkøbsbevis, der angiver, hvor stort et beløb man kan købe bolig for.
Herefter starter boligjagten, og med boligkøbsbeviset i hånden og en ejendomsmægler under armen burde det være let nok. Kunne man tænke. Sådan forholder det sig imidlertid ikke altid. Boligkøbsbeviset tager nemlig udgangspunkt i en gennemsnitlig bolig, og eftersom det langt fra er alle boliger, der passer ind i den kategori, skal man som køber altid huske, at boligkøbsbeviset kun er vejledende, og at man derfor selv er nødt til at gøre end del af arbejdet.
Man kan veksle en lav varmeregning til et dyrere hus
Vælger man en bolig, der er billigere i drift end budgetteret, frigøres penge, der i stedet kan bruges til et større lån og dermed dyrere bolig. Den situation er ganske almindelig, hvis der er tale om en energivenlig bolig. For eftersom det mest almindelige energimærke er ”D”, vil det beløb, bankrådgiveren har lagt ind i budgettet, normalt også afspejle dette.
Det betyder med andre ord, at hvis man vil være sikker på at vælge den bedst mulige bolig til budgettet, bør man ikke kun skele til prisskiltet, men også til energirapporten. I mange tilfælde vil man nemlig stadig få et ”ja” i banken, hvis man møder op med en købsaftale på et lidt dyrere hus, der til gengæld ikke koster nær så meget at varme op.
En tommelfingerregel er, at for hver gang man sparer 4.700 kr. på den årlige energiregningen, kan man låne 100.000 kr. mere i bank og realkreditinstitut uden at skulle lave noget om i hverdagen af den grund. Det er den lave rente, vi kan takke for, at beløbet er så stort. Dengang renten på et fastforrentet realkreditlån fx lå på 7 pct. og renten på et banklån var næsten 10 pct., kunne man fx kun låne 65.000 kr. ekstra, hvis man sparede de 4.700 kr. på varmeregningen. Den lave rente gør det altså energimærket endnu vigtigere.
Energimærket fortæller om husets energiforbrug ikke om størrelsen på varmeregningen
Nu kunne det være rart, hvis man kunne komme med en enkel regel for, hvor meget mere man kan købe bolig for, hvis man vælger en bolig med et energimærke B i stedet for D. Men så nemt er det desværre ikke.
Energimærket fastsættes nemlig ved at vurdere, hvor stort et energiforbrug i form af kWh (fjernvarme og el-opvarmning), liter olie eller m3 naturgas, man kan forvente, ud fra husets isolering, vinduer, varmeinstallation mv. Først herefter estimeres den konkrete varmeregning. Det betyder med andre ord, at man godt kan have to huse med samme energimærke, men med ret forskellig varmeregning. Simpelthen fordi prisen på 1 kWh ikke er ens på tvær af de forskellige energikilder som fx el, olie og naturgas. Samtidigt er der stor forskel på hvad 1 kWh koster hos de enkelte fjernvarmeværker.
Varmeregningen kan være lavere for et hus med energimærke D end energimærke B
Et hus med energimærke B, der opvarmes med el, kan således godt have en højere varmeregning end et hus, der har energimærke D og opvarmes med fjernvarme. Samtidigt kan varmeregningen på to huse, der opvarmes med fjernvarme og som begge har energimærke D, godt variere med flere tusind kroner. Er størrelsen, på de huse man sammenligner, forskellig, vil varmeregningen også være det, selv om energimærket i begge tilfælde lyder på fx et D.
Det, man som boligkøber derfor bør gøre, er at få fat på den energirapport, der ligger bag den pågældende boligs energimærke. Ejendomsmæglerne er normalt søde til hurtigt at udlevere den, ligesom det i de fleste tilfælde ikke kræver mange klik på deres hjemmesider for at få den tilsendt. I energirapporten fremgår det nemlig ikke blot, hvor stort det forventede varmeforbrug er, men også hvad man kan forvente, at varmeregningen lyder på. Derved får man nemmere ved at vurdere de konkrete driftsomkostninger og at sammenligne to boliger. For vælger man alene ud fra pris, kan man hurtigt risikere at træffe et forkert valg.