Indblik er i denne uge skrevet af direktør, cand. polit. Curt Liliegreen, Boligøkonomisk Videncenter.
Der var engang for længe siden en boligminister, der hed Thor Pedersen, og som talte for, at vi burde støtte personer og ikke mursten. Han understregede det ved at vise en mursten til pressen måske for det tilfældes skyld, at der var enkelte journalister, der ikke vidste, hvordan sådan én så ud.
Det med at tale mursten kontra personer var ikke kun et presse-stunt. I de fleste europæiske lande har man siden 1970’erne bevæget sig i retning af at støtte boligmarkedets efterspørgselsside – personerne – mere, mens man samtidig har neddroslet støtten til udbudssiden.
I Danmark indførte vi boligstøtte med boligforliget i 1966, mens vi droppede momsrefusionen til nybyggeri i starten af 1970’erne. Siden har vi blandt andet skåret ned i det almene nybyggeri. Det var ikke kun et spørgsmål om politisk ideologi, men skete ud fra en vurdering af, at det var lykkedes at udbygge boligmassen og imødekomme behovet fra ”de store årgange”. Derfor skulle man tro, at politikerne nu ville glæde sig oprigtigt over, at udgifterne til boligstøtten (boligsikring og pensionisternes boligydelse) steg, men nej.
Stigende udgifter til boligstøtte nævnes fra tid til anden som et problem. Det oprindelige formål med øvelsen synes at være gået i glemmebogen, kan man spørge (let drillende)?
Stigningen skyldes inflation
Boligstøtten stiger dog ikke så voldsomt, som man ofte hører. Meget af stigningen over årene skyldes den almindelige inflation. Når man ser på et offentligt udgiftsområde over en hel generations tid, er det imidlertid fair at sætte det i forhold til nationalindkomsten (BNP). Dermed ser man, hvor stor en del af samfundskagen, man anvender på et konkret udgiftsområde. Sætter man boligstøtten i forhold til BNP, så får man en ret vandret linje i de sidste tyve år.
Nok er udgifterne steget målt i kroner i årets priser, men det skyldes til dels inflationen, og samtidig er Danmark blevet et meget rigere land. Pengene skal hentes fra en meget større kage. Belastningen fra boligstøtten eksploderer altså ikke. Den lå i top i starten af 1990erne.
Det kan man godt undre sig over. For en væsentlig del af boligstøtten er boligydelsen til pensionisterne. Og vi får flere og flere ældre i Danmark. For 35 år siden i 1983 havde vi 755.000 personer på 65 år eller ældre. I dag har vi 1.160.000.
Den økonomiske vækst har sikret, at vi i Danmark kan løfte den udgift, boligstøtten repræsenterer. Det understreger også betydning af økonomisk vækst, når samfundet konfronteres med demografiske udfordringer. Hvis den politiske prioritering var, at vi burde støtte vore ældre noget mere, end vi gør i dag med boligydelsen, så var der såmænd nok også samfundsøkonomisk råderum hertil.
