Et er teori – noget andet er virkeligheden

De fleste økonomer kan blive enige om, at skatter forvrider. Herudover kan man blive enige om, at symmetri i beskatningen er et middel til at begrænse forvridninger. Derfor bør man beskatte afkast på eksempelvis en million investeret ens uanset placering. Det bør således ikke være skatter, men afkastet, altså marginalnytten af kapitalen, der er afgørende for, hvor pengene placeres. Så langt så godt.

Men ét er teori – noget andet er virkeligheden. Det anføres ofte, at boligskatterne skal forhøjes betragteligt, som følge af asymmetri i beskatningen mellem ejendomme og kapitalbeskatningen. Det anføres også ofte, at Danmark går glip af vækst og arbejdspladser, idet skattesystemet giver incitamenter til overinvesteringer i boliger frem for aktier.

Den klamme hånd

Lad os lige lægge den klamme hånd hen over teoribogen og tænke over, hvad der egentlig sker, når folk handler boliger. Det er klart de færreste, der køber et hus kontant, hvilket vil sige, at man foretager en investering for lånte penge.

For at blive godkendt til et huskøb, skal man selv skyde kapital ind – mindst fem procent. Det er klart, at de penge kunne placeres i aktier, selv om vi i Danmark slet ikke har samme småsparertradition, som eksempelvis i Sverige. Det kunne man selvfølgelig gøre noget ved til gavn for virksomheder og beskæftigelse.

Størsteparten af beløbet til huskøbet har almindelige boligkøberne dog ikke i rede penge. Det betyder, at alternativet ikke er en aktieportefølje. Dels fordi man i sagens natur ikke kan bo i en aktieportefølje, dels fordi det mig bekendt – på denne side af finanskrisen – er stort set umuligt for almindelige mennesker at få lov til at låne et større millionbeløb til køb af aktier. Så mon ikke denne effekt er stærkt overdrevet?

Min vurdering er, at dette er et teoretisk argument. Alternativet til en ejerbolig er således ikke aktier, men måske en andelsbolig eller en lejebolig, der kan være vanskelig at finde. Ligesom at nogen finder værdi i at eje deres bolig selv.

Er hård beskatning rimelig?

Tag udgangspunkt i en helt almindelig familie, det kunne være en varmemester og en sygeplejerske, der har købt et rækkehus i Herlev. Det at de køber dette hus giver dem alt andet lige en forholdsvis stor gæld, som de skal arbejde for at servicere.

Det betyder også, at de formentlig vælger andre goder fra og har en del faste forpligtigelser. Hvad er det rimelige i, at de skal beskattes hårdt og hårdere, end de bliver i dag?

Indfører man eksempelvis en knækgrænse på huse til over tre millioner kroner, rammer man rigtigt mange almindelige mennesker, som dem i eksemplet her. Faktisk så hårdt at de næppe har råd til at blive boende, når de eksempelvis er færdige på arbejdsmarkedet. Det er selvfølgelig også en måde at øge arbejdsudbuddet på, men der er andre og mere effektive måder at gøre det på.

Spiselige mursten

Mange boligejere bruger en forholdsvis stor del af budgettet på at betale skat. Boligen kan naturligvis stige i værdi, og der er mange gode grunde til, at en del af denne værdistigning bør beskattes. Men man skal huske på, at for at man kan købe aktier for værdistigningen, spise murstenene eller noget helt tredje, skal man ud og låne pengene. Der er ikke brug for at genopfinde friværdifinte, og hvad det ellers hed i nullerne.

I stedet for at gennemføre en højere beskatning på boliger burde man bruge sine kræfter på at få lavet et simpelt og gennemskueligt skattesystem. Det vil give tryghed på boligmarkedet, at man får et skattesystem, hvor boligejerne har en vis chance for at vurdere, hvad de i fremtiden risikerer at skulle betale i skat.

Trygheden vil gavne investeringer og beskæftigelse, idet folk så også i højere grad vil have mod på at sætte forbedringsarbejde og renoveringer i gang. Tilsvarende vil det være gavnligt med symmetri inden for aktivklassen, dvs. ejendomme, ligesom det vil give mening at gøre boligskatten konjunkturmodvirkende. Alt det kan man sagtens gøre uden at øge ejendomsbeskatningen.