Boligmarkedet og Brexit

Det overraskende udfald af briternes valg har skabt chokbølger i såvel økonomien som det politiske system. Valget skabte på den korte bane fald i aktiekurserne, som imidlertid hurtigt hentede en del af tabet ind igen, ikke mindst i UK. En del af genopretningen skyldes nok signalerne fra Mark Carney i Bank of England om kommende rentenedsættelser for at modvirke en mulig recession. I starten af juli var renten i USA, Tyskland og Japan da også dykket. Glemt er de dage, hvor den finansielle sektor talte om fremtidige amerikanske renteforhøjelser som var de lige så sikre som amen i kirken. Den 10 årige amerikanske rente nåede 1. juli 1.42%, et godt stykke under de 2,1%, den gik ned i under krisedagene i efteråret 2008 og samme bundniveau som i sommeren 2012.

Igen og igen har kloge hoveder og højt betalte analytikere fra banker og på amerikanske TV kanaler som Bloomberg og CNBC hamret budskabet om uafvendeligheden af de stigende renter fast. Nu er de forstummet, og det er et lærestykke i, at økonomiske forudsigelser ikke kan sammenlignes med naturvidenskabelige beregninger. I Danmark har der også været en renteeffekt, og vi ser på ny attraktive kurser for de 30 årige 2% fastforrentede obligationer, både med og uden afdrag. 1,5% obligationen spøger igen i horisonten.

Nu gør man klogt i at hæve blikket fra de flagrende aktieindeks, og i stedet tænke over de langsigtede realøkonomiske følger af den suppedas, som briterne har bragt os i. Europa gennemlever i forvejen en periode med lavinflation, og til tider ligefrem negativ inflation, og en historisk lav rente. En opskrift, der kan få konverteringslystne boligejere til at juble, men det er ikke nogen ønskesituation for centralbankerne. Der er en grund til, at centralbankerne har 2% årlig inflation som mål. En decideret deflation er noget nær den værst tænkelige økonomiske krise, man kan forestille sig.

Allerede inden Brexit måtte man konstatere, at den økonomiske vækst har skuffet i Danmark såvel som Europa mere generelt i de senere år, og nok sætter den lave rente sætter gang i prisstigninger på boligmarkederne, men ikke i det private forbrug, og heller ikke i erhvervsinvesteringerne. Det, der får boligejerne til at juble, er i virkeligheden et sygdomstegn i samfundsøkonomien. Økonomien og dens fremtidsudsigter er svækkede, og Brexit samt angsten for en yderligere opløsning i det europæiske samarbejde er ikke hjælpsomme i forhold hertil. Der er nu udsigt til lavere økonomisk vækst, og det vil dæmpe inflation og rente endnu en gang. OECD, IMF med flere står i kø for at fremsætte prognoser med nye nedjusteringer af væksten. Er man modstander af EU, kan man affærdige disse prognoser som politisering – eller som udtryk for at økonomerne nok en gang regner galt – men man vil efterhånden stå ret alene med dét synspunkt.

Danmark er ikke pt inde i nogen boligboble. Der er imidlertid kraftige boligprisstigninger flere steder i Europa, og også på visse delmarkeder i Danmark. Det gælder især ejerlejligheder i de største byer. Disse stigninger fremmes af den unormalt lave rente, og drives af en fortsat urbanisering. Man behøver ikke at være nogen Sherlock Holmes eller have Nobelprisen i logisk deduktion for at regne ud, at det ikke er holdbart med kraftigt stigende boligpriser i samfund, der grundlæggende befinder sig i en økonomisk krise. Det er ikke kun positivt, hvis den lange rente kommer ned i 1,5%, eller endnu lavere.

Det risikoscenarie, som nu udspiller sig for boligmarkederne, er væsensforskellige fra boligboblen i 2005-2006. Dengang hamrede den økonomiske vækst op, og prisstigningerne forekom at være spekulativt drevne. Nu er der stagnation i økonomien, men priserne drives til gengæld op af den ekstremt lave rente. Det kalder på rettidig omhu i form af regulering. Derfor bør vi hilse det velkomment, at Finanstilsynet har strammet op i forhold til kreditvurderingerne af boligkøbere i København og Aarhus, og skulle situationen udvikle sig til det værre, så bør man ikke holde sig tilbage fra at stramme skruen en tand mere.

Da UKIP’s Nigel Farage forleden holdt tale i EU parlamentet kunne han tørt konstatere, at nu var der ikke længere nogen, der grinte af ham. Det har han nok ret i. Det bliver interessant at iagttage, om det også lykkes for ham at tørre smilet af ansigtet på de engelske boligejere, aktionærer i ejendomsselskaber, byggebranchen og ejendomsinvestorerne. London har været en af de byer i verden, som har oplevet de allerstørste prisstigninger på boliger, og man må formode, at London står først i rækken for at mærke effekten af Brexit. I det sidste år er boligpriserne i City of London – finansdistriktet – steget 27%. Det kan blive endnu et lærestykke i, hvad der kan ske, hvis boligpriserne får lov at vokse ind i himmelen.