Denne uge er indblik skrevet af chefanalytiker og boligøkonom i Nykredit Mira Lie Nielsen.
Jeg er flyttet fra Aalborg til København, min søster tog samme tur før mig, mine forældre er på vej, og når jeg på min daglige cykeltur fra Østerbro til Kalvebod Brygge ser mængden af byggekraner, hele hold af håndværkere, deres biler og udstyr, mens der ombygges, udbygges, forbedres, får jeg af og til det indtryk, at hele Danmark må være på vej til København.
Det er de ikke og heldigvis for det. Aktiviteten er bredt forankret, danske byer trives, og der projekteres, bygges og renoveres i stor stil mange steder rundt omkring i Danmark. De større byer i alle fem regioner bliver større, mens de små byer bliver mindre. Der er tale om en længerevarende tendens, som dog siden 2010 har taget fart efter en årrække, hvor udviklingen var mere adstadig.
I dag bor 51 pct. af danskerne i et byområde med over 20.000 indbyggere, hvilket er en stigning på knap 205.000 personer på 6 år. Omvendt er antallet af danskere, som bor i landdistrikter og små byer (under 5.000 indbyggere), faldet betydeligt på få år.
Antal indbyggere fordelt på byområde
Kilde: Danmarks Statistik, Nykredit
Så forestillingen om, at alle er på vej til København, er en vildfarelse, og jeg har da også fortsat mere end én barndomsven, som ingen planer har om hverken Købehavn, Århus eller noget, der ligner, og som i stedet har benene og familien solidt plantet i det, vi i de største byer somme tider kalder livet på landet, men som i virkeligheden typisk er en større og voksende provinsby med bredt udvalg af dagligvarer, vuggestue og skoler. For de færreste ønsker at bo et sted, hvor der er langt til alting, og hvor boligpriserne i bedste fald står stille.
Flyttemønstrene og bevægelsen mod større byer har sat sit præg på boligmarkedet
Øget urbanisering sætter stort fodaftryk på, hvor vi bor, og hvad en helt almindelig bolig koster. Tendensen er taget til i årene efter den økonomiske krise i takt med, at den type job, der er kommet til de senere år, i høj grad er job i byerhverv, mens arbejdspladserne i industrien og landbruget, der traditionelt har ligget et stykke væk fra de større byer, blev reduceret markant i kriseårene og ikke er vendt tilbage.
Krisen rev godt og vel 80.000 industriarbejdspladser væk, som ikke kommer igen, og landbruget har svære kår. Af de ca. 60.000 arbejdspladser, der er kommet til i de seneste år, er langt hovedparten videnintensive job til bymennesker med høj uddannelse samt job på cafeer, restauranter og i byggebranchen, som kranerne og håndværkerne i bybilledet indikerer.
Resultatet er, at boligmarkedet i dag præges af meget store regionale forskelle. I Københavnsområdet, i Århus og enkelte andre steder er boligsalget tæt på det højeste nogensinde, og handelspriserne er steget helt op til 40 pct. på blot 3-4 år. Det er selvfølgelig en konsekvens af meget lave renter, men det er i høj grad også et symptom på, at efterspørgsel efter boliger i byerne er øget betydeligt. Der er simpelthen langt flere, som gerne vil bo – især i lejlighed – i landets allerstørste byer, end der er udbud af boliger.
Omvendt er der steder, hvor antallet af boliger til salg står i stampe, og hvor køberne er få. Selv historisk lave renter har ikke ændret dette billede. I sidste ende betyder det, at priserne ikke stiger i samme takt som andre steder, hvilket medfører endnu større prisforskelle mellem byer over en vis størrelse.
Eksempelvis er prisforskellen mellem hovedstaden og andre storbyer versus resten af landet i dag så stor, at et gennemsnitsparcelhus på 140 kvadratmeter koster fra 4 mio. og op i de få dyre områder og under 2 mio. i næsten 70 pct. af landets kommuner.
Betyder det så, at det vil fortsætte sådan? Det korte svar er ja, det vil det. Der vil sikkert komme en bølge af landlivshipstere, som får trang til fuglekvidder fra andet end duen på altanen, og som ønsker større afstand til naboen. Men efterspørgslen efter byliv og bynærhed er stærk, og ser vi på, hvad der sker på arbejdsmarkedet, vil de større byer vokse en rum tid endnu.