Bange for boligbobler? – så tag ved lære af Bank of England

I tiden op til valget kom grundskyld og ejendomsværdiskatter i fokus med forslag til både lempelser og stramninger, og diskussionen om grundskylden kører fortsat. Et af de argumenter, der køres frem, når man fra politisk hold vil stramme beskatningen af fast ejendom, er, at man derved kan komme en ny boligboble i forkøbet. Det er et snedigt argument, for derved kan man pakke en mulig ideologisk forkærlighed for beskatning af én boligtype ind i et anstændighedens klædestykke af økonomisk ansvarlighed – underforstået: De, der går imod en stramning, gambler med den fremtidige økonomiske stabilitet.

Så simpel er Verden imidlertid ikke. Der er god grund til at holde øje med de farlige boligbobler, men ejendomsskatter er ikke den eneste måde at imødegå disse på. Så langt fra! Ud fra den forståelse at boligbobler i høj grad kan skabes af en for lempelig adgang til finansiering, så er det denne adgang, man bør se på. Tag for eksempel England, der er inde i et langvarigt og kraftigt opsving på boligmarkedet i London og det sydøstlige England. Siden den 1. oktober 2014 har man der indført et loft over, hvor meget der må udlånes til den enkelte husstand i forhold til husstandens indkomst, kaldet Lån-Til-Indkomst raten, (LTI). Et udvalg under den engelske centralbank, Bank of England, kaldet Financial Policy Committee, har fået til opgave at overvåge og sikre den finansielle stabilitet. Udvalget har bestemt, at långiverne i hvert kvartal kun må udstede lån med mere end 4,5 i LTI i 15% af lånesagerne. Det umuliggør ikke, at enkelte husstande kan låne endog store beløb, men det pålægger finanssektoren en incitamentsstruktur til at holde igen. Så en husstand med 100.000 pund i årlig bruttoindkomst før skat vil derfor som udgangspunkt få vanskeligere ved at låne mere end 450.000 pund.

Det er ikke udvalgets opgave at styre boligpriserne, det skal alene tage sig af den finansielle stabilitet, men det er klart, at et indgreb som det nævnte også kommer til at påvirke prisstigningerne på fast ejendom. Det bliver alt andet lige vanskeligere at få pustet en boligboble med kunstigt høje priser op, når færre og færre købere kan godkendes til de nødvendige lånebeløb i banken. Forslaget blev gennemført på få måneder efter at det først var fremsat. Det må man kalde for en hurtig og smidig regulering – i hvert fald sammenlignet med de vanskeligheder, vi i Danmark har med diskussionerne om ejendomsbeskatningen.

Når man i England har valgt at gribe ind overfor LTI raten, så er det fordi, man siden årtusindskiftet har set denne rate klatre stadig højere op. Långivere som Santander og Barclays har opereret med LTI rater helt oppe på 5,5 – 6. Efter de nye regler blev meldt ud, har långivere på stribe annonceret, at de indfører deres egne mere snævre grænser for kredit.

Det undrer mig egentlig lidt, at vi i Danmark har haft så lidt diskussion om dette forhold. Det virker som om, at politikere og professorer hellere vil tale beskatning af fast ejendom, mens banker og realkredit foretrækker at køre diskussionen på finansielle produkter som flexlån og afdragsfrie lån. Det er som om, at vi dels har en skatte-fløj og dels en produkt-fløj i vor ”boble-diskussion”. At bobler kan skyldes noget så simpelt som at nogen i den finansielle sektor har lånt for mange penge ud til nogen – husholdninger som virksomheder – forekommer ikke altid at stå i forreste række. Det er denne låneproces, som vi godt kunne fokusere lidt mere på, måske med inspiration fra England. Måske skal vi have en proces-fløj i diskussionerne om forebyggelse af boligbobler?