Suger København al kraften ud af Sjællands boligmarked?

På det seneste har der været en relativt markant stigning i ejerlejlighedspriserne i København og Frederiksberg. Samtidig har også priserne på enfamiliehuse i Københavnsområdet udviklet sig mere positivt, om end dog ikke med de samme gode takter som lejlighederne. Dén udvikling står i skærende kontrast til situationen udenfor København. 60 – 70 km udenfor centrum af København møder man en helt anden markedssituation. Her er priserne mange steder realt faldende (d.v.s. boligpriserne falder når man korrigerer dem for den almindelige inflationsudvikling), liggetiderne for boligerne er lange, og forekomsten af tvangsauktioner er hyppigere. Samtidig er det på Vest- og Sydsjælland, at den relativt største andel af overbelånte og teknisk insolvente boligejere bor.

På Frederiksberg er liggetiden for lejligheder 80 – 100 dage. Men kommer man ud til Ringsted, Sorø, Skælskør, Kalundborg, Nykøbing Sjælland eller Holbæk, så er der liggetider på i gennemsnit 250 – 300 dage eller længere. Det er tydeligt, at vi har fået et mere opdelt boligmarked.

I tiden efter finanskrisen i efteråret 2008 handlede den økonomiske debat naturligt nok om netop dét: Finanskrisen og økonomiens famlende forsøg på at genrejse sig. De udsving var så voldsomme, at de overskyggede andre fortællinger om økonomien. Men de tendenser, vi nu kan observere, rækker ud over finanskrisen. Det viser en ny udvikling i vort samfund, hvor det virker som om, at København har suget kraften ud af boligmarkedet på resten af Sjælland. København har haft en tydelig nettotilflytning af især yngre. Hovedstaden har haft en vækst i arbejdspladser indenfor service, information, IT. København har fået en renæssance som storby som følg af et væld af infrastrukturinvesteringer, investeringer i kultur og fritid, den tidligere byfornyelse og hele den yngre generations fascination af byen. Der er mange forskellige faktorer bag dette. De spænder fra en ændring i den måde, vort samfund producerer på, til politiske beslutninger, og til nye normer og præferencer hos befolkningen.

Man skulle tro, at lave huspriser i oplandet ville lokke folk til at bosætte sig dér og pendle ind til København, men det ser ikke ud til at holde stik. Det kan være, at det kommer, når de Københavnske huspriser er kommet op i endnu mere ubetalelige højder.

Denne udvikling vil få store konsekvenser på sigt. Hvis København er så stor en magnet for udviklingen på Sjælland, som noget tyder på, så er der en række samfund rundt om København som kommer til at stå med udfordringer. Før kunne man tro, at problemer med fraflytning, tab af arbejdspladser og stagnerende boligpriser var forbeholdt ”udkantområder”, nu ser man problemer, der ligner, tæt på landets hovedstad. Hvor man tidligere har kunnet tro, at en stærk hovedstad var en fordel for alle samfund i landet, så kunne noget tyde på, at den fortsat stigende urbanisering kan ødelægge det glansbillede. Også for København selv, vil den strukturforandring, som vi nu oplever, give udfordringer. Blot en enkelt af disse – men vel og mærke en stor udfordring – er at holde boligudgifterne nede, så også de unge, og lav- og mellemindkomst familierne kan finde sig til rette i byen.

Hovedstadsregionen tegner sig for 31% af Danmarks befolkning. Stor-Stockholm tegner sig til sammenligning for blot 22% af Sveriges befolkning. Andre lande, som Tyskland, har en endnu mere decentral bystruktur, mens omvendt et land som Holland har en meget komprimeret struktur, hvor halvdelen af befolkningen lever i det såkaldte Randstad område. Det er meget forskellige billeder. Det er således svært at pege på samfundsøkonomiske fordele ved en central kontra en mere decentral struktur.