Det er dyrt at bo i vandkanten, men der er himmelvide forskelle på hvor dyrt, det behøver at være. I tre kommuner koster det under 10.000 kr. pr. kvadratmeter. Det viser tal fra www.boligsiden.dk
Vand er et af vores vigtigste råstoffer, og det bliver dyrere og dyrere at tænde for vandhanen. Helt det samme kan man ikke sige om saltvandet omkring det danske land, men alligevel er det kostbart at bo i nærheden af havet. Heldigvis varierer priserne på husene ved havet voldsomt, så hvis man ikke lige kræver at bo klos op ad landet to største byer, kan det sagtens lade sig gøre at købe villaen i vandkanten for ganske beskedne penge.
Ifølge en opgørelse fra www.boligsiden.dk er der op imod 1.000 pct. i forskel på kvadratmeterpriserne for villaer med højest 100 meter til havet.
Øresund koster kassen
”Dyrest er de udbudte villaer i vandkanten i Lyngby-Taarbæk Kommune – de koster i snit 70.000 kroner pr. kvadratmeter. Omvendt er prisen i Lolland og Vesthimmerland kommuner på under 8.000 kroner”, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos www.boligsiden.dk og fortsætter:
”Nu ligger de udbudte villaer med havudsigt i Lyngby-Taarbæk ud til Øresund, og det er definitivt det ’dyreste’ vand i landet på grund af nærheden til hovedstaden, men i Vesthimmerland har man Limfjorden, og der er altså ikke ret langt til store byer som Viborg og Aalborg – hvis nærheden til de store byer er argumentet”, siger hun.
Ikke nødvendigvis langt til byen
På landsplan er der 736 villaer til salg, som ligger inden for 100 meter til havet. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris ligger på ca 23.500 kroner. Men ud af landets 98 kommuner er kvadratmeterpriserne for villaerne med havudsigt lavere end landsgennemsnittet i hver fjerde kommune. Så det skulle være muligt at finde en god villa med havudsigt og i køreafstand til den nærmeste større by.
”Hvis man ikke er bange for at pendle til jobbet og samtidig drømmer om havudsigt, er det bestemt værd at kigge lidt væk fra de større byer – ofte er der ikke mere end en halv til en hel times kørsel til arbejdet, og det bruger man jo snildt på kollektiv trafik i de store byer”, slutter Birgit Daetz.